Til Ægypten

     Den 12. december 1912 "huggede vi sækken”, d.v.s., vi holdt op af fri vilje og d. 14. december om aftenen rejste vi til havnebyen Constanta og gik om bord i skibet til Alexandria. Vi var 12 danske svende og en tysker, som også var i vores sjak. Det var et stort flot skib, men elegancen så vi ikke så meget til, da vi havde kahyt og dækspladser. Det var en rar tur over Sortehavet, og den 15/12 ved middagstid kom vi til Konstantinopel, den ligger flot opad skråningerne, og det var en smuk indsejling. Ved havnen var et mylder af mennesker, mest drager som slæbte med store oppakninger, utroligt, hvad de kunne bære på ryggen, 100 kg var dem en let sag. Vi havde 4 timers ophold og var en tur i byen, den var ikke imponerende, hvor vi var og meget beskidt, men udsigten var fin. Da vi kom tilbage til skibet, havde forholdene forandret sig, der var nemlig ankommet en masse emigranter, som alle skulle til Alexandria, de havde en masse bagage med møbler, tæpper, kogerejer o.s.v., og så vrimlede det med børn, heldigvis havde vi vores pladser, og de folk, som var kommet var meget fredelige. Vi sejlede og fik en meget interessant syn i Dardanellerne. Den er meget smal og på begge bredder går klipperne stejlt op, lange stækninger var der lavet huler, hvor kanonerne stod opmarcheret, der var steder med ca. 20 m's mellemrum. Snart kom vi ud i Det græske Øhav og senere anløb vi Piræus. Vi havde kun 2 timers ophold, så vi kom ikke ind i byen. Vi kom ud i Middelhavet og sejlede forbi mange græske småøer, de lå meget maleriske, og havet var blikstille, og vi så mange flyvefisk, morsomt, som de kunne svæve over havoverfladen. Om aftenen lavede vi koncert på dækket, en mundharpe og sangstemmer, derefter blev der danset, flere havde endnu lidt vin i flaskerne fra Bucarest. Det var meget fint vejr, og flere fra de bedre klasser kom også og dansede.

     Ved ankomsten til Alexandria måtte hele selskabet fra vores klasse gå til en karantænelejr, da de hævdede, at der var kolera i Tyrkiet, blev vi interneret for undersøgelse, om nogen vor smittet. Vi fik udleveret små blikæsker, som vi skulle skide i. Efter 2 dage fandt vi ud af, at en havde en pæn afføring, den tog vi hver en klat af og afleverede det. Det så ud til, at vi var heldige, for vi fik lov til at rejse mod at betale for opholdet, jeg samlede ind for 8 naver, vi betalte 880 piastra og rejste til Cairo. Det var d. 17/12. På banegården havde vi ved ankomsten et slagsmål med dragerne, som ville bære vores kufferter, men det tillod pengene ikke, da det i Alexandria havde været en uforudset udgift. Vi kom af sted med vores sager og gik til "Rudolf home", et hjem for ubemidlede, blev godt modtaget, fik en stor skål the og et stk. brød samt logi, det var billigt, sengene gode, men kostede ekstra for moskitonet, det brugte vi ikke og næste morgen var 3-4 naver helt ukendelige, dem havde moskitoerne elsket meget højt. Hovederne var stærkt opsvulmede. Om morgenen fik vi igen en skål the m. brød, om aftenen ligeledes. Det gik indtil d. 21/12 så det var en meget nærende the, til middag fik vi en pølse eller en græskfrikadelle.

     Vi var på konsulatet. Konsulen var en meget kendt og elsket øjenlæge, som hver onsdag havde fri konsultation (gratis), vi kom forbi om onsdagen, der stod en kø på 200. Konsulen mente efter at have talt med forskellige entreprenører, at det lå lidt tungt med at få arbejde, dog måske ved en bro, englænderne lavede, Vi gik derud og kunne straks begynde, betaling 3 schilling om dagen, det kunne vi umuligt leve for, de engelske tømrere fik 1 pund daglig. Arbejdet for dem gik meget langsom, vi kunne let lave det dobbelte. Vi var igen hos konsulen, overordentlig flink mand, drak kaffe hos ham og blev enige om, at vi rejste til Port Said, måske for at få skibslejlighed, fik hver 1 pund sterling og en stor madpakke, vi var fire. Billetterne betalte. Næste morgen afgang.

     I Port Said var det som i Cairo, dog ingen "Rudolf home" og en utiltalende konsul, han var englænder og bankdirektør, det første, vi fik at vide af hans sekretær: "Konsulen kan ikke give penge", vi ville tale med manden og kom igen om eftermiddagen. Ingen konsul. Den næste dag gik vi derhen og nærmest slæbte Peter Rambæk mellem os, da vi fik samme besked, sagde vi, at vi slet ikke ville have penge, men kammeraten var meget syg, måtte indlægges og rimeligvis sendes hjem, han gik ind til konsulen og kom tilbage, om 10 schilling var nok til hver, vi måtte have 15 schilling og rejsen til Alexandria, det fik vi og rejste. Port Said var en beskidt by, men konsulen blev da til at tale med, når én er syg.

     Til Alexandria ankom vi d. 23/12 1912 og flyttede ind på "Rudolf home". Det samme med en stor skål the og brød til, her var ikke så mange moskitoer. Den 24., juleaftensdag, var vi på konsulatet, meget flink mand men affekteret, når han talte i telefon (fransk), holdt han sig for næsen, det lød fransk. Han kunne skaffe os 1/2 rejse til Konstantinopel. Juleaften fejrede vi på Rudolf home. Det var noget andet end i fjor i Bern, vi fik den sædvanlige the, men gratis, samt 3 appelsiner og 2 cigarer. Humøret var godt, vi tænkte ikke meget på den hjemlige jul, men gik en tur i byen og røg vores cigarer. Den næste dag blev jeg, klar over, at jeg måtte have lidt penge, telegraferede til far efter I00 kr., det var mine penge. 3. juledag kom pengene, og vi var ovenpå. Vi søgte dog arbejde, men ikke med så stor energi, fandt intet.

     Fik konsulens anbefaling til båden, bestilte billetter, dog kun 3, da den "syge" mand fra Port Said ikke ville bruge mine penge til at rejse for, den anden, August Hansen fra Vordingborg, havde selv til rejsen, der blev købt ind bl.a. et spritapparat, sprit, the, tobak, brød og meget andet. Alt i orden og jeg havde 7o schilling og billetterne i min pung, da vi gik op ad leideren til skibet med kufferten mm., var der trængsel, og jeg opdagede, at pungen var væk. Heldigvis var vi så heldig på den, at vi havde tid til at gå på rejsebureauet og fortælle dem det skete. De havde mit navn og udstedte en ny billet, den eneste gang, en englænder havde været venlig på rejsen i Ægypten.

     Vi kom om bord og indrettede os behageligt, skibet sejlede og på den yderste pynt stod Peter og vinkede. Om aftenen fik vi storm, og vi blev meget søsyge, det bedste derimod er at spise, så har man noget at kaste op af, så i løbet af natten havde vi spist, hvad vi havde, kun lidt brød var tilbage. Godt at stormen lagde sig og i 2 1/2 dag drak vi the og røg cigaretter, meget lidt brød. Vi hvilede os. I Konstantinopel gik August i land, han ville blive der, lidt efter kom han tilbage og bragte et brød og et pund sterling, som han havde fået af en tysk kammerat, har ham mistænkt for, at det ikke var hans penge. Nå, vi havde til en kop kaffe og brød i Konstantinopel samt rejsen til Bukarest, hver smagte brødet med the, derefter cigaretter. I Constanta var det hundekoldt og blæste. Vi havde jo ingen overfrakke og frøs bravt, dog var vi lige ved at være hjemme, en kop varm kaffe i varme var også godt.

     Om aftenen ankom vi til Bukarest, vi gik straks i Hulen, hvor vi ankom lige før, de lukkede, men fik dog et par portioner svinesteg, det havde vi ofte drømt om. Efter maden gik vi på værkstedet, hvor vi havde arbejdet og sov i spånerne, og så var vi den oplevelse rigere. Det var det Ægypten at opleve, som jeg havde glædet mig så meget til, min broder har nemlig været der og fortalt om det, han fik godt arbejde, og så på det med andre øjne. En ting er det at komme som turist, noget andet som farende svend med meget få penge. Ægypten var under engelsk overherredømme, englænderne var meget selvsikre, dem som ikke talte engelsk, interesserede dem ikke, og det kunne vi ikke. For at være menneske er hovedsagen at være englænder. Befolkningens religion blandede de sig ikke i, de tror på sjælevandringer, dræber f.eks. ikke en lus, ikke så mærkeligt, at vi løb omkring med så mange af dem. Grædekoner havde de, det så frygteligt ud, når de fulgte et lig, hylede og skreg og bevægede sig, som var de på det yderste. Fattigdommen var meget stor, derfor var de nøjsomme, masser af kvinder gik på gaden med en kurv på hovedet og en lille skovl og samlede efterladenskaber efter kameler og æsler op, kamelernes var de bedste. Det blev tørret og brugt som brændsel.

     Vi var glade for at være hjemme.

Harald Manniche