Robert Fritz Tümmler

12. marts 1892 - 13. november 1965

 

 

Foto: 1906, Emil Clausen, Frederiksberggade 34", København.

 

Robert bor hos familien i sin opvækst. I juli 1905 er han på ferie på Ryslinge Højskole gennem Frivilligt Drengeforbund Frederiksberg. Den 1. april 1906 bliver han konfirmeret i St. Lukas Kirke og kommer samme år efter endt skolegang i lære som tømrer. I hvilket firma han fik sin uddannelse er uvist, men uddannelsen indebar også skolegang. Efter hvad min Far fortalte, var han med ved genopførelsen af spiret på Nikolaj Kirke. Den 23. april 1910 får han Svendebrev efter at hans svendestykke - en lige Trappe med 4 Trin og en Spindel - bliver antaget.

     Den 3. maj 1910 bliver han medlem af  "Dansk Tømrer- Forbund og Arbejdsløsheds- Kasse".  Herefter har han 6 ugers arbejde i Rønne på Bornholm fra d. 4. 6. 1910 til d. 15. 7. 1910 og så er der et arbejde i  Gniben, Odden frem til 26. 9. 1910.  I starten af 1911 rejser han til Rendsburg i Tyskland for at finde arbejde, men om det lykkedes er uvist.

 

 

Foto: 1911, Robert før afrejse.

 

Han har dog fået lyst til at "gå på Valsen" (tysk, walzen - slentre, drive omkring) for at videreuddanne sig i udlandet. Han bliver afmeldt fra København d. 11. 5. 1911 og indmeldt i "Zentralverband der Zimmerer und verw. Berufsgenossen Deutschlands" 6. 6. 1911. Herefter går den videre færd ned gennem Tyskland til Schweiz hvor han træffer Harald Manniche, der også er tømrer og på Valsen. Sammen rejser de videre til Østrig og gennem Ungarn til Rumænien. Hvor meget arbejde Robert har haft undervejs er uvist, men det fremgår af hans medlemsbog fra arbejdsløshedskassen, at han ofte har fået rejsegodtgørelse undervejs. I Rumænien ser det ud til at gå bedre. Sammen med Manniche har de forskelligt arbejde og det går så godt at Manniche på et senere tidspunkt etablerer sig som selvstændig. Under Roberts ophold i Rumænien tager han sammen med Manniche og nogle andre Naverkammerater (Naver betegnelsen kommer af Skandinaver) på en 3 ugers tur til Ægypten for at undersøge om der er muligheden for arbejde. Det blev dog ikke nogen succes, men de fik da en spændende tur ud af, selv om det var en hård tur. Beretningen herom er senere skrevet af Harald Manniche.

 

 

 

Foto: 1911, Robert (med tropehjelm) og kammeraterne efter hjemkomst fra Ægypten.

 

 

Foto: 1912, Manniche (nr. 4 f. v.) og Robert (nr. 6 t. v.) på besøg hos familien Petersen der er deres gode venner.

De to piger hedder Anna og Leni.

 

Sidst på året 1913 tager Robert hjem for at holde jul med familien og vælger herefter at blive hjemme. Forældrene skal fejre deres sølvbryllup d. 14. juni 1914 og da der samtidig er der krigstrusler i Europa, bliver det slut med Naverlivet. Men nye udfordringer venter ham. Faderen starter en produktion af konserves i 1915 og her er Robert og storebror Carl med. Robert er på et tidspunkt registreret som grossist og broderen Carl som forretningsfører, så der var mange der skulle leve af virksomheden.

     Den 13. oktober 1916 indgår Robert ægteskab med Thyra Juliane Frederikke Marie Rasmussen. De bliver dog separeret d. 21. juni 1917, men efterfølgende bliver ægteparrets fælles barn født d. 18 december 1917 og bliver navngivet Edith Margrethe Tümmler.

     Den 26 juli 1925 indgår Robert ægteskab med Ulla Margeritha Nielsen, der er født d. 15. maj 1902. Da hun lære Robert at kende bor hun på Kirstinedalsvej i Valby, hvorfra der er et foto med Ulla og hendes søster Kaja sammen med andre børn.

 

 

Foto: 1919, Kemlet & Knudsen, Vesterbrogade 40, Ulla 17 år.

 

Ulla arbejdede på det tidspunkt som telefonistinde hos KTAS i Nørregade i København. Den 2. oktober 1925 bliver deres første barn født og bliver døbt Jørn. Robert og Ulla har nu fået en lejlighed på Wilkensvej